I'Coach "din hjælp til selvhjælp"
 
 

Fakta om spiseforstyrrelser

Spiseforstyrrelser
Spiseforstyrrelser kan overordnet opdeles i:
 

  1. nervøs spisevægring (anorexia nervosa)
  2. nervøse spiseanfald (bulimia nervosa)
  3. tvangsoverspisning (binge eating disorder/BED)

Anorexi
Nervøs spisevægring er en sygdom, der er karakteriseret ved angst for fedme, en forvrænget kropsopfattelse og et intensivt ønske om at blive tyndere (trods undervægt, ofte til omkring 30 kg). Ud over undervægt ses udeblivende menstruation, lav puls, temperatur og blodtryk samt nedsat seksuallyst og hormonændringer.
Midlerne til at opnå den lave vægt omfatter indskrænket fødeindtagelse, meget fysisk aktivitet, selvfremkaldte opkastninger og anvendelse af afmagringsmidler og afførings- og vanddrivende midler.
Bulimi
Nervøse spiseanfald (bulimi) er en sygdom karakteriseret ved tilbagevendende spiseanfald, grovæderi (ofte i det skjulte, f.eks. om natten) – fulgt af opkastninger eller indtagelse af afføringsmidler. Som ved nervøs spisevægring er bulimi kendetegnet af stor optagethed af udseende og vægt. De tilbagevendende opkastninger fører også her til kropslige forstyrrelser.
Tvangsoverspisning (Binge Eating Disorder)
Tvangsoverspisning er en sygdom, der er karakteriseret ved episoder med tvangsmæssig overspisning ledsaget af en følelse af kontraltab. Ofte spiser man alene, fordi man skammer sig over mængden af mad eller man spiser ekstra måltider i det skjulte. Overspisningen er forbundet med en følelse af skam og ubehag ved sig selv og kroppens overvægt. Mennesker, der lider af tvangsoverspisning ønsker ikke at være overdreven slanke, men at være normal vægtige eller let overvægtige.
Alder og forekomst
Både spisevægrings- og spiseanfaldslidelser ses altovervejende hos yngre kvinder, ofte i 15-20 års alderen. Det er et velkendt fænomen i skolernes ældste klasser.
Egentlig nervøs spisevægring og bulimi ses hos knap 1-3% af unge mellem 15 og 24 år. Men mere end 25% af denne aldersgruppe vægtregulerer og er i fare for at udvikle en spiseforstyrrelse.
Tvangsoverspisning ses hos ca. 3% af befolkningen. Her er debutalderen 18-25 år.
Langtidsforløb
Langtidsforløbet af spiseforstyrrelser er varierende. For nervøs spisevægring regner man med, at ca. en fjerdedel bliver helt raske, en fjerdedel klarer sig nogenlunde med enkelte vedvarende symptomer, mens resten har vedvarende betydelige handicap. 15-20% dør af forskellige komplikationer eller ved selvmord.
Sociale konsekvenser
Spiseforstyrrelser har betydelige sociale konsekvenser. Unge med svære spiseforstyrrelser lever ofte et isoleret, tvangspræget liv, uden seksualpartner.
Årsager
Der kan være mange forhold, der medvirker til udviklingen af en spiseforstyrrelse, f.eks.:
 

  • biologiske
  • psykologiske
  • sociale og familiemæssige
  • kulturelle

Behandling
Behandlingen er vanskelig og består bl.a. i forskellige former for psykoterapi, diæt- og vægtkontrol. Tidlig behandling og gode familieforhold bidrager til et godt resultat. Nyere depressionsmedicin har nogen virkning ved bulimi.
 


 

© I'Coach · Dagmarsgade 40 · 2200 København n
Lav din egen hjemmeside med mono.net